En beretning om AKB, København

Share

I går var der repræsentantskabsmøde i AKB, København og det betød, at vi berettede om årets gang; om de vigtigste sager, der har fyldt i det forgangne år. Ligesom sidste år giver vi her på bloggen et uddrag af årsberetningen og en lille stemningsrapport fra mødet.

 

Hvad har fyldt rigtig meget i år? Det er naturligvis vores handleplan for Pas på huslejen og bevar den gode service. Handleplanen blev til efter en lang proces, med temaaftener, strategidag, rådføring hos medarbejdere og gode diskussioner i selskabet og lokalt i afdelingerne.

Nogle af tiltagene kommer til at berøre os beboere direkte, f.eks. Styrket renovation og Service ved hoveddøren, hvor andre tiltag er mere rettet mod medarbejdernes arbejdsgange – her tænker vi på Fællesindkøb og Økonomisk planlægning. Og så er der Lokale servicefællesskaber, som kræver en stor grad af samarbejde og koordination mellem afdelinger, hvor vi virkelig kommer til at mærke styrken af at være et stort selskab.

Vi er blevet bedt om at fortælle om vores vej fra sparekrav til handleplan i BL og i KAB og får meget positive reaktioner både på selve handleplanen og på processen frem mod handleplanen. Vi har lagt os i front og bliver rost for at være nået langt samtidig med, at vi har taget os tid til at inddrage store dele af selskabet – og at engagementet har været så stort blandt jer. Så rosen er hermed videregivet til jer alle.

Til årets strategidag, som var nummer 8 i rækken, satte vi gang i snakken om Lokale servicefællesskaber og de, der deltog, leverede mange gode perspektiver, som naturligvis bliver brugt i udviklingen af servicefællesskaberne. Vi bad om feedback på, hvordan dagen var og var glade for, at mange havde en god og berigende dag. Faktisk fik strategidagen 3,7 ud af 4, så næsten topkarakterer.

 

AKB, København udvider

At bygge nyt og skabe flere gode hjem er en vigtig del af vores virke. Vi har taget første spadestik på Grønttorvet og er også ved at bygge nye ungdomsboliger på Islands Brygge. Men det er ikke let at få byggegrunde i København og de grunde, der er, er så dyre, at det er svært at bygge almene boliger, der lever op til vores profiler og kvalitetskrav og stadig holder sig indenfor rammebeløbet.

Vi har på det seneste oplevet, at omliggende kommuner tilbyder os byggegrunde og vi har allerede lavet en aftale med Gentofte Kommune, hvor vi skal bygge ungdomsboliger.

Det er selvfølgelig med omtanke for flere ting, når vi vælger at kigge udenfor Københavns kommunegrænser. Som det første, så taler vi med de lokale boligselskaber i kommunen for at sikre, at vi ikke går på uvelkommen jagt. Det skal foregå ordentligt og vi har ingen interesse i at udvide AKB, København med negative konsekvenser til følge for andre boligselskaber.

Der er en række fordele ved at bygge udenfor København kommunes grænser. Det giver os beboere mulighed for at flytte os geografisk, så man kan flytte til provinsen, hvis det passer ind i ens liv, uden at flytte væk fra AKB, København. Vi får mulighed for at bygge bygninger, der efterlever de mål, vi har sat og vi får måske endda steder, hvor vi kan eksperimentere og skabe nye boligkoncepter.

 

Vi vil af ghettolisten – igen

Tilbage til København og vores eksisterende afdelinger. For her har vi ikke kunne gå fri af den såkaldte parallelsamfundsplan. Den har med et snuptag forvandlet to af vores afdelinger til ghettoer – det drejer sig om Sjælør Boulevard og Lundtoftegade. De går ikke under kategorien ”hårde ghettoområder”, og bliver dermed ikke ramt af reglen om at kun 40 % af boligerne må bestå som almene boliger. Heldigvis!

Men der er skærpede regler, som vil kunne mærkes. Det drejer sig for eksempel om obligatorisk brug af fleksibel udlejning i udsatte boligområder og stramning af regler for kommunal anvisningsret. Og så bliver vi som boligorganisation givet muligheder for at træffe beslutninger, der bekæmper parallelsamfund, og dermed følger et ansvar. Et ansvar som vil blive holdt øje med, om vi lever op til.

Det bliver naturligvis en høj prioritet, at vi sørger for at få vores afdelinger af ghettolisten, inden de har stået der i 4 år, så de ikke kommer til at lide under de hårde krav, de så vil møde. Og inden vi tvinges til at rive gode boliger ned. Heldigvis går det i den rigtig retning begge steder takket være engagerede bestyrelser, dygtige medarbejdere, flotte renoveringer og professionelle boligsociale helhedsplaner.

Vi kom straks på dupperne, da vi hørte det første udspil. For her foreslog regeringen, at deres ghettoplan blev finansieret med vores penge. Nemlig de penge vi i fællesskab sparer op i Landsbyggefonden. Det oprindelige udspil var, at de ville tage 12 milliarder, og i den endelige plan blev det reduceret til 10 milliarder. Det har store konsekvenser for alle os, der bor alment, for det er penge, som vi har sparet op, så vores bygninger kan blive renoveret løbende. Det kan helt konkret betyde, at nødvendige renoveringer bliver udsat, så vores bygninger kommer i dårligere tilstand.

Vi har via BL lagt pres på politikerne for at få dem til at vælge en anden finansiering, og vi har bidraget med debatindlæg og ved at dele den underskriftindsamling en gruppe almene lejere startede. Desværre blev udfaldet ikke, som vi ønskede.

Til gengæld lykkedes det at få dem til at droppe det forslag, der lød på, at staten ikke længere ville dække 75 % af ydelserne på realkreditlån i nybyggeri, som hjælper os til at holde huslejen nede. Hvis det var gået igennem, ville det som minimum have betydet en ekstraregning til Landsbyggefonden, og dermed til os beboere, på 13 mia. kr.

 

Fællesskabets muligheder

Det er en af de sejre, der har været i vores arbejde i BL, hvor vi har trukket på det store fællesskab.

I efteråret var der kommunevalg, hvor vi via BL’s førstekreds fik sat boligsituationen og ønsket om flere almene boliger på dagsordenen. Vi fik flere løfter ud af politikerne – inklusiv af overborgmesteren – om flere almene boliger i København, om at droppe tillægskøbesum og om støtte til afdelinger med sociale problemer. Det skal vi holde dem fast på og blive ved med at lægge pres.

I KAB-fællesskabet sker der også en masse. Der er digitaliseringsprojekter, som skal understøtte vores ønske om moderne service helt oppe ved hoveddøren og vi skal til nytår sige velkommen til 3B, som har valgt at lægge deres administration i KAB. Vi byder dem selvfølgelig velkomne og glæder os til at kunne lære af hinanden, men vi har også gjort opmærksom på nogle af problemerne ved at der nu er tre store selskaber i KAB. Et af de problemer er, at der vil være større intern kamp om byggepladser – de byggepladser, som der i forvejen ikke er ret mange af. Og så vil vi gerne være med til at sikre, at os store ikke tromler de små selskaber, for vi vil gerne have, at der fortsat er plads til forskellighed i KAB-fællesskabet.

 

Et repræsentantskab med debatlyst

Det blev en god aften i beboerdemokratiets tegn og klokken var henved 23, før debatten ebbede ud. En af de ting, der skabte rigtige gode diskussioner, var ghettoplanen. Her var der en fælles bekymring over, at to af vores afdelinger er blevet rykket tilbage på ghettolisten. Der var bred enighed om, at der hører de ikke til og at det må være en af vores vigtigste opgaver at hjælpe til, for at de så hurtigt som muligt kommer af listen igen. Vi tager det meget alvorligt i organisationsbestyrelsen og vil via BL fortsat arbejde ihærdigt på, at regeringen ikke pålægger os urimelige og ødelæggende regler – der er stadig muligheder for at påvirke og det vil vi køre hårdt på for at gøre. Repræsentantskabebet bad os om at lave larm, så vi vil larme!

I den lettere, men stadig vigtige, ende blev der udtrykt irritation over, hvordan dele af KAB’s nye digitale virkelig påvirker os beboerdemokrater. Meldingen var klar til KAB: vi vil gerne med på den digitale rejse, men den skal ikke gøre det besværligt at involvere sig i beboerdemokratiet. Så der er nogle ting, der skal køre mere smidigt fremover, tak.

Vi var nogle stykker i organisationsbestyrelsen, der var på genvalg og vi blev alle stemt ind igen. Det er vi glade for, så vi kan fortsætte arbejdet med at udvikle og fremtidssikre AKB, København, at skabe gode hjem og at påvirke boligpolitikken på kommunalplan og landsplan.

Det var herligt at være i selskab med repræsentantskabet endnu en gang.

Bjørn og Mikkel

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *