Fra målsætningsprogram til hverdagsfortællinger og værdier

Share

AKB, Københavns målsætningsprogram løber frem til 2020. Beboerdemokratiet og engagerede AKB, Københavnere har de sidste 7 år arbejdet dedikeret og indfriet det meste af det, vi satte os for.

I dag går udviklingen så stærkt, at det er svært at lave et målsætningsprogram, der ikke bliver indhentet af tiden.

Derfor giver det ikke mening, at AKB, København laver et nyt 7-årigt målsætningsprogram. Der er brug for noget andet. Brug for at vi arbejder retningsgivende og tager højde for en stadig mere foranderlig omverden, som vi også selv er en del af.

Levede værdier
Og hvordan gør vi så det? AKB, København har netop startet en vigtig og ambitiøs proces med at få kortlagt de levede værdier i AKB, København. De værdier, der gør os stolte af at bo alment og af vores beboerdemokrati. De levede værdier er ikke kun dem, vi godt kunne tænke os at leve op til, men de værdier, som i vores hverdag afspejler sig i vores handlinger og måden, vi bor sammen.

På Strategidag#9 lørdag den 9. marts var 55 beboervalgte samlet og talte om værdier og FN’s verdensmål i relation til at være AKB, Københavner. De beboervalgte fandt i fællesskab frem til gode bud på, hvordan vi i AKB, København kan arbejde ud fra vores fælles værdier, så vores beslutninger afspejler alle AKB, københavnere.

Hver enkelt boligafdeling er helt særlig og har sine egne hverdagsfortællinger og værdier, men det er summen af os alle sammen, der gør os til det fælleskab, som er AKB, København. Derfor giver det også mening, at summen af de levede værdier er det fyrtårn, vi sejler efter. Det fyrtårn som former vores mål, ideer og fremtid.

Del dine gode historier
Snart vil der i nærheden af din afdeling blive inviteret til en snak om, hvad AKB, København er for dig og din afdeling.  Del meget gerne budskabet med dine naboer allerede nu. Det er nemlig vigtigt, at vi får delt alle de gode historier, der gør os stolte af at være AKB, Københavnere.

I en tid, hvor politikere og medier ofte har travlt med at gøre os almene beboere til skurken, er det måske vigtigere end nogensinde at fortælle alle vores gode hverdagsfortællinger. Fortælle at vores stærke beboerdemokrati giver mening. Fortælle at vi skaber gode, ordentlige boliger, gode hjem og sikrer godt naboskab og fællesskab. Det er vi AKB, Københavnere heldigvis rigtig gode til at gøre. Derfor glæder vi os i AKB, København til at få bragt alle vores gode historier og værdier i spil og arbejde ud fra dem for AKB, Københavns fremtid.

Simone og Daniel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *