Lundtoftegade er håbefulde trods ny ghettoliste

Share

Søndag den 1. december offentliggjorde regeringen den såkaldte nye ghettoliste, og ikke så overraskende er AKB, Københavns Lundtoftegade igen i år på listen.

Vi og ikke mindst beboerne i Lundtoftegade er dog håbefulde. Vi bider nemlig mærke i her-og-nu-billedet, der viser, at kun få decimaler placerer Lundtoftegade på ghettolisten.

 

 

Lundtoftegade opfylder tre af kriterierne for at være på ghettolisten. Som det ser ud nu, er det bare 4 beboere i de 699 boliger i Lundtoftegade, som skal kunne fremvise et uddannelsesbevis. I så fald opfylder Lundtoftegade et kriterie mindre – men danser stadig på kanten af ghettolisten.

Vores indsatser virker
Der er ingen tvivl om, at Lundtoftegades placering på ghettolisten skal tages alvorligt. For det ER alvorligt, at ganske almindelige mennesker er i fare for at få tæppet revet væk under dem. Op i mod 11.000 mennesker i hele Danmark risikerer ifølge en ny opgørelse at skulle flytte.

Lundtoftegade stopper ikke med at sætte ind med alle sejl for at komme af med regeringens ghettostempel – selvom et Excelark viser, at få decimaler kan få afdelingen af listen. Der er nemlig så mange ukendte faktorer i ghettoudspillet. Hvad nu hvis bare én beboer bliver syg og som følge også arbejdsløs, og at det så er afgørende for, at Lundtoftegade ender på den ’hårde ghettoliste’ og risikerer at skulle rive 60 pct. af boligerne i Lundtoftegade ned? Det svarer i øvrigt til at rive 420 gode, sunde boliger ned centralt i København, hvor efterspørgslen på betalbare boliger aldrig har været større end nu.

Er det fair?
Vi kan gøre nok så meget selv for at ”vende skuden”, lige som politikerne også pålægger os med ghettoloven. Men hvad med alle de faktorer, vi ikke selv er herre over? I værste tilfælde kan Lundtoftegade ende på den ’hårde ghettoliste’, hvis folk i Nordsjælland bliver rigere. Det er en reel fare, fordi et af kriterierne med ghettoloven omhandler gennemsnitsindkomst i regionen – og København og Nordsjælland er i samme region.

I medierne har der været en del kritik af, at Transport- og Boligministeriet opgør ghettolisten ud fra gamle tal. Den ’nye’ ghettoliste er altså baseret på tal fra 2017 og 2018. Det betyder, at Lundtoftegade i 2021 risikerer at komme på den hårde ghettoliste på baggrund af gamle tal fra 2019 og 2020. Tal, som sagtens kan være forandrede….

Sund fornuft eller tal og statistik?
Vi har alt mulig grund til at glæde os over, at Lundtoftegade er på rette vej, og vi vælger derfor at fokusere mindre på tallene og mere på at fortsætte vores gode indsatser. Måske særligt i 2020, der også bliver afgørende for, om Lundtoftegade ender på den hårde ghettoliste i 2021.

Vi fortsætter med vores beboerarrangementer, debatmøder og lokale socialøkonomiske virksomheder, der hjælper beboere. I tæt samarbejde med den boligsociale helhedsplan NørrebroByggerne bliver vi ved med at hjælpe flere unge til at tage en ungdomsuddannelse og fritids- og lommepengejobs, og vi vil stadig sætte gang i en masse aktiviteter, så vores unge beboere har gode, sunde fritidsinteresser. Og så arbejder vi også sammen med beboerne om at udvikle infrastruktur, fællesrum og udearealer for at skabe et endnu mere åbent og levende boligområde end i dag.

Så vi gør også en ekstra indsats for at få Lundtoftegade væk fra listen. Det vil være absurd at skulle fjerne flere hundrede gode, sunde og betalbare almene familieboliger fra København, mens politikerne på både rådhus og i Folketinget taler om, at der skal bygges flere almene boliger i byen, så den ikke bliver for dyr.

Ghettoloven fejler – også som styringsværktøj
I Lundtoftegade stiller beboerne sig stadig uforstående over for, at deres dejlige boligafdeling og fællesskab stemples som en ghettoliste. Præcist som beboerne fra start har gjort. Derfor lavede AKB, København denne video ’Vi er ikke en ghetto’, der nåede ud til mere end 100.000 personer og blev set mere end 50.000 gange.

Trods undren fortsætter vi arbejdet med at vise politikerne og omverdenen, at Lundtoftegade ikke er en ghetto, men derimod en dejlig oase med et stærkt fællesskab lige midt i København. Vi fortsætter også med at holde fokus på vores indsatser fremfor at lade ghettoloven være et styringsværktøj. Et styringsværktøj, som vi, Boligforeningen 3B og Samvirkende Boligselskaber ikke mener fungerer. Derfor skrev de tre formænd den 1. december et debatindlæg i Politiken, som du kan læse her.

Mikkel og Søren-Emil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *