Ministerbesøg er mere end flotte pressebilleder

Share

Efter Folketingsvalget i juni 2019 kunne Kaare Dybvad sætte sig i ministerstolen – men ikke tilbagelænet. Han havde nemlig travlt med at besøge flere boligområder, hvoraf det AKB, Københavnske landskab dannede ramme om flere af besøgene.

Ministerbesøgene i AKB, Københavns boligområder rækker langt ud over flotte smil til pressen, lige som tanken bag AKB, Københavns invitationer til den nye boligminister også rummer langt mere end at få et godt billede med ministeren i hus.

Lundtoftegade blev scene for positiv udmelding fra boligministeren
Et godt eksempel på hvorfor et ministerbesøg har betydning er Kaare Dybvads besøg i Lundtoftegade den 2. september. Her gik boligministeren en tur i området med afdelingsbestyrelsen og beboerne, og undervejs blev han præsenteret for de spirende visioner og drømme i Lundtoftegade. Blandt andet drømmen om at bygge bofællesskabet UrbaniaCPH, som med stor sandsynlighed vil betyde, at Lundtoftegade ikke længere vil figurere på ghettolisten. Med UrbaniaCPH vil der komme nye boligtyper i Lundtoftegade.

Som det er nu, opkræver kommunen en tillægskøbesum, hvis vi vil bygge flere boliger i Lundtoftegade – og det gør det dyrt at bygge UrbaniaCPH. FOR dyrt. Kaare Dybvad benyttede besøget i Lundtoftegade til at fortælle beboerne, afdelingsbestyrelsen og den fremmødte presse, at han vil tage et kig på reglerne for tillægskøbesum, så almene boligområder måske kan undtages fra reglen. Vi håber, at det også omfatter boligområder på ghettolisten, så bofællesskabet UrbaniaCPH kan få lov at blomstre i Lundtoftegade.

Ministeren fik et kig ind i et laboratorium for udvikling og nye tiltag
Under besøget fik vi sammen med vores boligsociale helhedsplan NørreBrobyggerne også anledning til at lufte vores drømme om, hvordan den næste boligsociale helhedsplan med fordel kan se ud. Vi synes, der skal være større frihed til at tage fat i de behov, vi har lokalt, og at helhedsplanen skal give plads til langt større inddragelse af os beboere, hvilket også er afdelingsbestyrelsens ambition.

Derfor var det guld værd at have boligministeren ansigt-til-ansigt og vise og fortælle ham om den ordning, som vi håber at kunne lande – og hvordan denne ordning vil udfylde nogle af hullerne i den nuværende boligsociale helhedsplan. Vi kalder det for et laboratorium, hvor nye samtalerum og muligheden for, at alle kan deltage i fællesskabet skal organiseres helt anderledes.

Boligpolitiske synspunkter og bæredygtighedstiltag fik luft under vingerne
Et ministerbesøg er også en perfekt anledning til, at vi AKB, Københavnere kan præsentere vores boligpolitiske og bæredygtighedsmæssige synspunkter og vores projektforslag til at bidrage med eksempelvis flere almene boliger i København.

Øbrohus lagde hus til et besøg af boligministeren den 30. september, hvor formanden Flemming Olsen blandt andet præsenterede Øbrohus’ forslag til et nyt bibliotek med almene boliger på toppen. Her så Kaare Dybvad fra første parkét Øbrohus’ projektforslag, der på én og samme tid vil bidrage med flere betalbare boliger og skabe et nyt kulturelt samlingspunkt på Østerbro.

Besøget i Øbrohus gav også boligministeren et unikt indblik i, hvordan AKB, København som en af Københavns største boligorganisationer bidrager positivt. Kaare Dyvad så nemlig med egne øjne, hvordan Øbrohus er et sted, hvor beboerdemokratiet lever og afføder en mængde projekter – og et sted hvor forskellige bæredygtige tiltag kan tænkes sammen i en bæredygtighedscirkel.

Lad os vise endnu mere af alt det gode vi kan
Den unikke indsigt, vi giver en minister under et besøg, er på mange måder den samme indsigt, som når ph.d.-forskere, studerende og andre henvender sig til os. Det handler om at vise alt det gode i vores boligområder og vores gode demokrati, som mange andre kan lære godt af. Derfor giver det mening at invitere ministre, borgmestre og andre relevante politikere såvel som forskere og studerende ind i vores boligområder.

Kaare Dybvads besøg i både Lundtoftegade og Øbrohus er glimrende eksempler på, at vi med disse besøg kan vise alt det gode, som det almene rummer – lige fra beboernes indflydelse på egen hverdag til ressourcebesparelser og forslag til energibesparelser. Det har en helt anden effekt at vise alt det gode ansigt-til-ansigt frem for at sende et formelt brev til ministerens kontor. Derfor kan vi kun anbefale andre boligafdelinger i AKB, København at invitere relevante politikere, når I har noget, som I er særligt stolte af i afdelingen, eller aktiviteter, projekter og initiativer, som andre med fordel kan lade sig inspirere af.

Søren-Emil og Flemming

1 thought on “Ministerbesøg er mere end flotte pressebilleder

  1. Super godt gået – vi skal medvirke til en positiv opfattelse af at den almene boligsektor er ‘på’ og vil noget på alle områder – også integration.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *