Pas på huslejen og bevar den gode service

bjoern-shFørst og fremmest vil jeg byde dig velkommen til vores nye blog. Her vil vi i organisationsbestyrelsen skiftes til at skrive indlæg om de ting, der rører sig i AKB, København og fortælle om de emner, vi diskuterer og beslutter.

Lige nu er der én sætning, som er omdrejningspunktet for rigtigt meget af vores arbejde ”Pas på huslejen og bevar den gode service”. Det er helt grundlæggende for AKB, København, men er kommet ekstra meget i fokus, fordi regeringen har stillet os et krav om, at vi skal spare på driftsudgifterne.

Baggrund

Kravet fra regeringen lyder på, at vi i hele den almene boligsektor skal spare 8,2 % på driftsudgifterne inden 2020.

For AKB, København betyder en 8, 2 % besparelse cirka 20 millioner kroner. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt. Derfor har vi i 56 afdelinger fået lavet 360° analyser, som kan hjælpe os med at se på vores drift med friske øjne.

De store besparelseskrav kræver en koordineret og professionel indsats, og her spiller vi alle en rolle; afdelingsbestyrelser, organisationsbestyrelsen og medarbejdere – det er noget, vi gør sammen.

Hvorfor starter vi nu?

Vi har allerede sat gang i processen nu; det er nemlig vigtigt for os, at vi kan gøre det på vores måde og på vores præmisser.

Med andre ord: Vi vil gerne passe på huslejen og bevare det høje serviceniveau – og vi vil gerne selv bestemme, hvordan det skal ske.

Heldigvis er AKB, København et selskab, der allerede er i hastig fremdrift, vi er altid på udkig efter nye, smartere og mere bæredygtige måder at gøre tingene på. Vi tror på, at udvikling går hånd i hånd med en sund økonomi. Derfor efteruddanner vi vores personale, vi bruger nye teknologiske muligheder, vi sætter en ære i at sikre vidensdeling, og jeg kunne forsætte. Kravet om besparelser ser vi som en kærkommen mulighed for at give selskabet et servicetjek. Og vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at et servicetjek vil give AKB, København en stor økonomisk gevinst, der nu og i fremtiden kan hjælpe alle vores afdelinger med at holde huslejen i ro.

Alle skal have råd til et hjem

Som boligselskab har vi et samfundsmæssigt ansvar. Vi mener, at alle skal have råd til et hjem! Vi har et stort ansvar overfor alle, der bor i vores boliger; så vi skal hele tiden finde den rette balance, så vores afdelinger er gode steder at bo. Det gælder både socialt og økonomisk.

Men et er sikkert: AKB, København skal være et sted for alle; vi skal alle sammen have råd til at bo her og blive ved med at bor her. Og særligt nu med det nye kontanthjælpsloft er det vigtigt, at vi holder huslejen i ro. Derfor er det et godt tidspunkt for et servicetjek af driften. Vi gør det rigtigt godt i dag – hvad kan vi gøre endnu bedre i morgen?

Afdelingsbestyrelserne kommer til at spille en stor rolle. Det er jer, der skal være med til at træffe beslutninger både om jeres afdelings og om selskabets fremtid. Nogle beslutninger bliver lette, andre bliver svære.

Målet er at træffe beslutninger, som kommer os alle til gode. De besparelser, vi finder frem til, ryger ikke i andres lommer, men i egne lommer. De kommer til at kunne mærkes på vores husleje fremover. Og den måde vi indretter driften på, kommer vi til at mærke i vores hverdag. Derfor hænger de to ting uløseligt sammen: Vi vil passe på huslejen, så alle har råd til et hjem, og vi vil bevare den gode service.

På vegne af hele organisationsbestyrelsen

Bjørn

Om Bjørn Petersen

Formand for organisationsbestyrelsen
Dette indlæg blev udgivet i 360° analyser, Pas på huslejen, Uncategorized og tagget , , , . Bogmærk permalinket.