Tak for endnu et godt år i AKB, København

bjoern-shVi tæller de sidste dage af 2017 og det får tankerne til at spole tilbage til årets begivenheder, især til det, der har fyldt meget og det, man er stolt af. Som formand i AKB, Københavns organisationsbestyrelse er det vist ingen hemmelighed, at mit år har været fyldt med store og små begivenheder i selskabet og ude i afdelingerne.

 

Bæredygtig helhed

Gennem de seneste år har vi arbejdet med at sætte ord på, hvad der er vigtigt for AKB, København og hvordan vi ønsker at forme fremtiden. Det har været et stort ønske i hele selskabet, at AKB, København er bæredygtig hele vejen rundt. Det er der kommet tre strategiske papirer ud af: Vores boligsociale profil, en bæredygtighedsprofil og senest en handleplan, som skal sørge for, at vi passer på huslejen og bevarer vores gode service.

Vi har trukket rigtigt meget på engagerede medlemmer af afdelingsbestyrelserne og på faglig viden i driften for at komme frem til politikker og tiltag, der tilsammen giver AKB, København en bæredygtig helhed.

Hvad betyder ”en bæredygtig helhed”, tænker du måske. For os i AKB, København betyder det, at vi har fokus på det sociale, på miljøet og på økonomien. Ved at være skarpe på alle tre fokusområder sigter vi efter, at tiltag, vi sætter i søen, bidrager til en renere by, til et godt liv i og mellem husene og til at vi kan blive ved med at have gode boliger, som almindelige københavnere har råd til at bo i.

Vokseværk

2017 var også året, hvor vi nåede op over 9000 boliger! Med to nye AlmenBolig+ afdelinger og et nyt plejecenter i Ørestaden, sagde vi velkommen til endnu flere AKB, Københavnere. Der var rigtig stor efterspørgsel på de nye boliger og vi blev endnu en gang bekræftet i, at almene boliger har en stor værdi for byen og dens beboere.

Med alle de ting, vi har planlagt, er jeg sikker på, at vi også får et begivenhedsrigt år næste år og jeg glæder mig til at være med til at få liv i alle de gode tanker, der er nedfældet i vores profiler og handleplan.

Jeg glæder mig også til at komme rundt i afdelingerne til spændende diskussioner, til jubilæer og fester og på inspirationsture. Hver gang jeg er ude i en afdeling, ser jeg nye perspektiver på, hvad AKB, København rummer og er i stand til.

Vi har samlet nogle af alle de ting, der er sket i årets løb – det kan du se her.

 

Glædelig jul, godt nytår og på gensyn næste år.

Bjørn