Ud at se med KAB

Share

rasmus-shHvert andet år arrangerer KAB en studietur for organisationsbestyrelserne i KAB-fællesskabet. I år er vi taget til Belgien, som byder på meget mere end Tintin og gode øl.

Formålet med turen er, at vi kan få inspiration til vores arbejde. Det er en rigtig god måde at tanke op på viden om, hvad der rører sig på boligområdet og i den almene sektor. Vi ser vellykkede renoveringsprojekter, vi bliver præsenteret for en anden type arkitektur, som vi ikke ser i Danmark, og vi får gode eksempler på, hvordan andre lande arbejder med det boligsociale område.

Med de mål, vi samme har sat for AKB, København, skal vi som organisationsbestyrelse lægge os i selen for at holde os opdaterede på alt det, der rører sig i vores sektor. Og det er ikke så lidt endda. Studieturen er derfor en kærkommen lejlighed til at få ny viden og inspiration og til at få talt med hinanden på tværs af boligselskaberne i KAB-fælleskabet.

Belgiske mursten

’Alle belgiere er født med en mursten i maven’. Sådan lyder et kendt belgisk mundheld, som siger lidt om belgiernes boligforhold. For I Belgien ejer over 75 % deres egen bolig, og kun ca. 7 % af befolkningen bor alment. I Danmark er tallet omkring 20 %. Vi har set mange spændende projekter og der er meget vi kan lære af: bæredygtige renoveringer med omtanke for det sociale liv, gode inklusionprojekter og spændende nybyg. Og ligesom i Danmark har de i Belgien mange velbevarede gamle bygninger, så her er rig mulighed for at se, hvordan de vedligeholder dem – og høre om problemstillinger, de har med fredningsmyndigheder og kommuner, som vi også kender herhjemme fra.

 

Europæiske samarbejder

Man kan ikke sige Belgien, uden at sige Bruxelles. Og man kan ikke sige Bruxelles uden at sige EU. Europas politiske hovedstad rummer EU’s og NATO’s hovedsæder og derudover vrimler det med interesseorganisationer. Én af dem har stor interesse for os, så dem mødtes vi naturligvis med.

Housing Europe er en europæisk interesseorganisation for non-profit boligorganisationer, herunder almene boliger. De kæmper for at sikre, at vores stemme bliver hørt i EU. Så de blander sig i spørgsmål om finansiering, miljø, (energi)renoveringer og konkurrenceregler. Og så råber de op om boligproblematikken i EU, da der ikke findes en kommissær eller udvalg, der sidder med hovedfokus på dette område.

De diskussioner, der foregår i Bruxelles, kan for os i hverdagen virke fjerne. Men de vedrører vores dagligdag og vores virke i høj grad, når vi ender med at skulle styre rundt i f.eks. de komplekse konkurrenceregler.

Gode boliger, gode byer

Det giver god mening at samarbejde på tværs af landegrænser på boligområdet, for andre europæiske lande kæmper med de samme ting som os. Danmark er ét blandt mange lande, der oplever en opsplitning mellem land og by, hvor byerne i højere grad bliver for økonomisk ressourcestærke borgere, imens almindelige og udsatte borgere skubbes ud i oplandet. Vi vil gerne gå mod den udvikling, alle skal have ret til et hjem, også i byen.

Vi mener, at AKB, København, som en del af den almene sektor, står med en del af løsningerne, som er værdifulde for hele samfundet. Med udsigt til at 80 % af Europas befolkning vil bo i byer i 2050, er det vigtigt, at vi står sammen – også på tværs af landegrænser. Vi skal sikre ordentlige og betalige boliger for alle, også den almindelige borger.

Ja, i organisationsbestyrelsen spænder vores arbejde vidt. Nogle gange tager vi beslutning om en enkelt sag i en enkelt afdeling. Og nogle gange går vi ind i samarbejder, som kan lægge pres på politikere både i Danmark og Europa, så vi sikrer, at vi alle har adgang til gode boliger, som er til at betale.

På vegne af organisationsbestyrelsen

Rasmus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *